Nyt besøgscenter ved isfjorden i Grønland gør klar til åbning

I den grønlandske by Ilulissat er sidste hånd ved at blive lagt på det unikke byggeri, som skal blive det nye Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter. Isfjordscentret slår dørene op for de første gæster den 2. juli 2021.

Foto: Kasper Pilemand / Dorte Mandrup A/S

En attrak­tion i verdensklasse

Efter flere års intenst byggearbejde gør det nye Kangiata Illorsua – Ilulissat isfjordscenter nu klar til at åbne dørene den 2. juli for de første besøgende. Det nye besøgs- og formidlingscenter ligger ved den grønlandske by Ilulissat og har været undervejs siden 2015, hvor Grønlands Selvstyre, Avannaata Kommunia og den filantropiske forening Realdania indgik et partnerskab om at etablere en attrak­tion i verdensklasse på kanten af den smukke og UNESCO-beskyttede isfjord Kangia.

Centret skal formidle viden om is, kultur og klimaforandringer og herigennem styrke turismeudviklingen i området.

Det hårde arktiske klima gør enhver byggeproces kompleks, hvilket også har været tilfældet i forbin­delse med isfjordscentret for både rådgivere, entreprenører, håndværkere og bygherren Realdania By & Byg. Alligevel er det lykkes at opføre et enestående isfjordscenter indenfor den planlagte tids­ramme og budget.

Det nye isfjordscenter er tegnet af den verdensberømte danske arkitekt Dorte Mandrup efter en international arkitektkonkurrence.

Læs om hele Isfjordscentret i pixi-format

Snart står centret klar til sommerens gæster

Men først skal centret indrettes med en 400 m2 permanent udstilling inkl. kunstinstallation og biograf og dertil butik og café. Centrets permanente udstilling, som er designet af JAC Studios, skal fortælle historien om is og områdets unikke natur- og kulturhistorie samt om de klimaforandringer, der sætter deres tydelige præg på området og isfjorden. Isfjordscentrets totale areal er på knap 1.500 m2, heraf er 900 m2 opvarmet.

Udstillingen og formidlingen inde i isfjordscentret bliver finansieret af Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Bloomberg Philanthropies og OAK Foundation. En del af Nordea-fondens støtte er øremær­ket til en fysisk og online skoletjeneste tilknyttet centret for skoler og skolebørn fra hele verden.

Bæredygtig turisme i verdensklasse

Formidling af Grønlands unikke natur- og kulturhistorie er en del af Grønlands turismestrategi, og det nye Ilulissat Isfjordscenter er dermed et vigtigt skridt i at føre strategien ud i livet. Ilulissat er i forvejen Grønlands største turistmål, som på et normalt år har op imod 30.000 besøgende.

Adm. direktør i Visit Greenland Hjörtur Smárason siger:

"Grønland satser på udvikling af bæredygtig turisme i verdensklasse, hvor samspillet mellem turisme og den sårbare, unikke natur er i balance. Ilulissat Isfjordscenter er en vigtig brik i den udvikling og kommer til at øge forståelsen for den storslåede natur. Ikke kun for dem, der besøger centret, men med tiden også for skolebørn i Grønland, Danmark og resten af verden, som vil kunne tilgå stedets digitale univers. Der er få steder i verden, hvor man lige så stærkt kan se og opleve, hvordan kloden er ét system i konstant ændring. Åbningen den 2. juli viser, hvordan turismestrategien nu begynder at flytte sig fra tegnebrættet og ud i virkeligheden."

Adm. direktør i Realdania Jesper Nygård siger:

”Arbejdet med Ilulissat Isfjordscenter lægger sig i kølvandet på en lang række projekter, som Real­dania har støttet, og som har fokus på at udvikle steder, der har noget helt særligt at byde på. Cen­tret skal formidle de helt unikke omgivelser og være med til at understøtte den positive udvikling lokalt og i hele Grønland. Det kommer til at byde på formidling og oplevelser – til både lokalsamfun­det og de turister, der på den anden side af Covid-19 igen vender tilbage til Ilulissat. Nu skal de sidste detaljer på plads, og så står et smukt center i enestående omgivelser klar til at tage imod gæsterne.”

Kommunaldirektør i Avannaata Kommunia Nick Nielsen siger:

Det er med stor tilfredshed, at vi ser, at det nye Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter snart er klar til at byde de første besøgende velkommen. Centret skal sætte rammen for vores lokale fortæl­ling, og det skal være et samlingspunkt for både lokalbefolkning og besøgende. Det kommer til at understøtte en positiv udvikling i lokalsamfundet ved at skabe arbejdspladser og gøre Ilulissat til en endnu større attraktion, end byen allerede er i dag.”

Partnerskabet bag Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter

Om Avannaata Kommunia
Avannaata Kommunia er Grønlands nordligste kommune og består af fire byer og 23 bygder. Kom­munen har et areal på størrelse med Spanien, og den huser omkring 10.600 indbyggere.

Om Grønlands Selvstyre
Grønlands Selvstyre afløste i 2009 Hjemmestyret, der blev grundlagt i 1979. Naalakkersuisut er Grønlands landsstyre (regering), valgt af Inatsisartut (Grønlands lovgivende forsamling). Det nuværende Naalakkersuisut består af syv medlemmer – ledet af landsstyreformanden.

Om Realdania
Realdania er en filantropisk forening med omkring 170.000 medlemmer. Foreningen arbejder for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – forstået som de fysiske rammer for vores hver­dag. Det er f.eks. byudvikling, byggeri og bevaring af vigtige kulturmiljøer. Realdania har siden år 2000 støttet omkring 4.300 projekter med mere end 20 mia. kr. Alle, der ejer fast ejendom, kan gratis blive medlem af Realdania.

Yderligere oplysninger:

Leder af Greenland Visitor Centre, Pauline Knudsen 
Kontakt: +299 28 44 18

Adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård
Kontakt: pressechef Pia Møller Munksgaard, +45 29 69 52 49

Kommunaldirektør i Avannaata Kommunia, Nick Nielsen
Kontakt: +299 38 76 05

Leder af Ilulissat Isfjordscenter, Elisabeth Momme, +299 555588

Kort og kontant

Projektnavn
Ilulissat Isfjordscenter
Projektejer

Grønlands Selvstyre

Støttet med

16,45 mio. kr.

Samlet budget

28,7 mio. kr.

Få mere at vide

Elisabeth Momme
Leder

Ilulissat Isfjordscenter

+299 555588

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.