Bælt i balance

Forsknings- og formidlingsprojektet ”Bælt i Balance” har som mål at forbedre havmiljøet i Lillebælt. Projektet vil også arbejde indirekte ved at øge bevidstheden om havmiljøet via forskning og formidling.

Hvad er formålet

Bredt samarbejde mellem frivillige, fonde og de tre kommuner bag Naturpark Lillebælt vil skabe øge opmærksomheden om Lillebælts særlige havmiljø.

Hvorfor støtter vi

Projektet har fokus på at fortælle om og give folk nye gode naturoplevelser ved Danmarks hav og kyst, så folk får en dybere forståelse for de marine og kystnære områder, samt en fascination, glæde og lyst til at besøge hav og kyst på ny.

Forbedringer i havmiljøet kan give vigtig viden

Med ”Bælt i Balance” vil Naturpark Lillebælt formidle, forske og forbedre hav- og kystmiljøet ved Lillebælt til glæde for borgere, besøgende og foreninger. Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem Kolding, Middelfart og Fredericia Kommuner. Bælt i balance er et stort projekt med mange samarbejdspartnere og mange elementer.

Projektet skal:

  • Skabe konkrete forbedringer i havmiljøet – kernen i Naturpark Lillebælt. Der kommer nye stenrev, biohuts (fiskebørnehaver), opfiskning af krabber, frivillige fredninger og mindre støj i havet. Tiltag som skal give bedre levevilkår for torsk, havørred, marsvin og krabber.
  • Give mere viden om Lillebælt ved forskning i forbedringernes effekt på marsvin, torsk, fiskeyngel og havørred.
  • Formidle viden og forskning til borgere, besøgende og foreninger. Faciliteterne og formidlingen ude ved naturparkens kyst skal forbedres, så særligt skoler og unge får bedre mulighed for at opleve havet, lære og forstå det der sker under overfladen.

Stor opbakning til projektet

Der er stor opbakning hos tre politikere i Naturpark Lillebælts forretningsudvalg.

"Det her er fantastisk. Vi får nu mulighed for at gøre noget konkret for vores havmiljø og få flere forskere til vores område. Vi bliver klogere og finder ud af, hvilke virkemidler der har effekt", siger Peter Storm formand for Naturpark Lillebælt og fra byrådet i Middelfart Kommune.

"Oplevelser, formidling og viden om vores hav og kyst ved Kolding Fjord og Lillebælt er vigtige dele af projektet. Det får os til at holde af vores natur, så vi passer bedre på den fremadrettet", siger Eea Haldan Vestergaard fra byrådet i Kolding Kommune.

"Jeg meget stolt over vores samarbejde i Naturpark Lillebælt, og de tiltag vi sammen gør for vores havmiljø. Tillykke til os alle med det flotte resultat", slutter Christian Bro fra byrådet Fredericia Kommune.

Nordea-fonden har et særligt fokus på at støtte initiativer, der få flere ud i det fri:

Bælt i Balance vil inspirere flere til at opleve og forstå vores enestående kystnatur og alt det, som ligger lige under havets overflade. Derfor glæder vi os over, at projektet foregår i stærkt samarbejde mellem kommuner, foreninger, forskere og turismeerhvervet"
siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden

Bredt samarbejde bag Bælt i balance

Projekt Bælt i balance bakkes op af flere forskellige interesser. Både fritidsfiskere, kajakklubber, sportsfiskere, småbådsklubber og erhvervsfiskere fra Bælternes Fiskeriforening med i projektet. Projektet skal give flere torsk, som efterhånden er en mangelvare i Naturpark Lillebælt. Og torsken skal være med til at æde de mange krabber der findes. Nogle af de nye stenrev, der skal laves, forventes også at have betydning for havørreden.

Der skal etableres et smoltrev, der skal beskytte de små ørreder imod rovdyr som skarv og sæler, når fiskene forlader vandløbet og svømmer ud i havet. Man ved fra tidligere undersøgelser, at overgangen fra åen til havet er en meget sårbar fase for de små fisk, og at en stor del af dem dør i denne fase. Her spiller skarv og sæler formodentligt en stor rolle. Et smoltrev giver de små fisk mulighed for at gemme sig og derved undgå at blive ædt. 

Forskningen i Lillebælt foretages af partnere fra Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, der er førende i forskning af marsvins adfærd, bioakustik, fødegrundlag og vandringer, og DTU Aqua, der er førende i overvågning af dansk fiskeri og fiskebestande.

Forskningen vil især have fokus på at få mere viden om virkning af fiskereservater, smoltrev, biohuts og støj. Undersøgelserne af biohuts udføres dog i mindre grad af forskerne og i højere grad af lokale aktører.

Formidlingsdelen involverer mange lokale foreninger og erhverv med interesse for naturen i Lillebælt og tilknytning til havet fx dykkerklubber, kajakklubber og naturpark-partnerne. De lokale gymnasier og folkeskoler, Houens Odde Spejdercenter, Destination Lillebælt og Visit Kolding og Visit Lillebælt er også med. Forskere fra SDU skal undersøge, hvordan formidlingen om havet virker på børn og unge igennem projektet.

Fakta om Lillebælt som Dansk Naturpark

Lillebælt er et særligt havområde med store arealer med internationalt beskyttet hav og kystnatur, og med en af verdens tætteste bestande af hvaler. Det smalle bælt gør det nemt at komme tæt på havet fra kysten og få gode oplevelser over og under havoverfladen.

Naturpark Lillebælt er Danmarks største naturpark og er et samarbejde mellem kommunerne Fredericia, Kolding og Middelfart.

For at blive Dansk Naturpark efter Friluftsrådets mærkningsordning skal man opfylde 10 kriterier. Naturpark Lillebælt fik mærket i december 2017.

Et kriterie er, at minimum 50 % af naturparkens areal skal være beskyttet natur. Naturpark Lillebælt er på 36.950 ha (ca. 370 km2), og der er 20.121 ha beskyttet natur inden for afgrænsningen. Over 54 % af området er altså beskyttet natur. Ca. 70 % af naturparken er hav.

Se de 10 kriterier for at være Dansk Naturpark her hos Friluftsrådet.

Kontakt

none

Lene Rydal Jørgensen

Seniorprojektkonsulent
4070 3796

Kort og kontant

Projektnavn
Bælt i balance
Projektejer

Middelfart kommune

Projektperiode
2020-2025
Støttet med

9,6 mio. kr.

Samlet budget

17, 1 mio. kr.

Få mere at vide

Niels Ole Præstbro
Naturparksekretær

Naturpark Lillebælt

2974 3766

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.