Oplev kystens unikke natur på ny

Projekt 'Naturformidling i Kystnære farvande' vil inspirere fritidssejlere til at dykke ned i naturoplevelserne langs de danske kyster.

Over og under vandet

Danmarks kyster og fjorde er en skatkiste fuld af oplevelser. Her er en masse at se på, en masse at være med i og en masse at lære af, uanset hvordan du færdes i det fri. Om du snorkler, surfer eller sejler, så inviterer vores kyster simpelthen til blå oplevelser.

Med 'Naturformidling i Kystnære farvande' skal alle danskere have muligheden for at få oplevelser i det fri, som er bakket op af lærerig information om naturen og kulturen i de kystnære områder. 

Målet med projektet er derved at gøre friluftsliv ved kysten – på begge sider af havstokken – mere interessant og attraktivt, således at flere får lyst til at tage ud til de oplevelser, der tilbydes, og som indgår i formidlingen. 

Særligt skal alle de sejlende inspireres til at dykke ned i naturoplevelserne, som netop er at finde langs de danske kyster.

Naturoplevelser langs kysten skal komme flere til gode

Danske Tursejlere er Danmarks største organisation for fritidssejlere og organisationen bag projektet. Sammen med Dansk Sejlunion har Danske Tursejlere udlagt mere end 300 turbøjer i naturskønne områder med læ, som medlemmerne kan anduve og fortøje ved i kortere eller længere tid.

Tursejlernes ophold skal nu beriges med formidling på lokaliteterne, og den formidling skal være tilgængelig for de mange andre danskere, som færdes ved vandet og landskabet nær bøjerne.

Aktiviteter for alle 

Projekt Naturformidling i Kystnære farvande tager udgangspunkt i ca. 50 områder med udlagte turbøjer, se mere på https://dansketursejlere.dk/turboejer/ og på Dansk Sejlunions Tursejler app.

I disse områder planlægges en lang række aktiviteter og oplevelser rettet mod de besøgende - f.eks.

  • Snorkling på stenrev
  • Vandretur til en nærliggende ruin ved kysten
  • Fiskeri efter hornfisk
  • Besøg et havfuglereservat

Projektet får sin egen hjemmeside, hvor man som interesseret kan finde oplysninger om projektets mange aktiviteter. 

Kort og kontant

Projektnavn
Naturformidling i Kystnære farvande
Projektejer

Danske Tursejlere

Projektperiode

2020-2023

Støttet med

1,5 mio. kr.

Samlet budget

2,5 mio. kr.

Få mere at vide

Leif Nielsen

Danske Tursejlere

4016 3009

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.