Nu får vi et nationalt netværk af naturstier
Vejen er banet vej for det storstilede projekt ”Danmarks Naturstier – en omvej værd”. Med et samlet budget på op mod 130 mio. kroner skal projektet styrke både eksisterende og nye rekreative og naturnære ruter i et netværk på tværs af landet.
Find vej til de små og store naturperler
De fleste kender til Margueritruten, som er en naturskøn rute på de danske veje. Nu får Danmark også et lignende netværk af naturnære og rekreative ruter over hele landet, så både store og små naturperler fremover kan opleves langt bedre.
Nordea-fonden støtter projektet ”Danmarks Naturstier – En omvej værd” med 50 mio. kroner. Dermed kan der for alvor tages hul på det stort anlagte projekt. Derudover har Miljøministeriet afsat 50 mio. kroner til projektet, og Friluftsrådet bidrager med en pulje på op mod 30 mio. kroner.
Danmarks Naturstier er et projekt, som er en del af en politisk aftale mellem den daværende regering (S), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Projektet er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Kommunernes Landsforening, og drives af et sekretariat i Naturstyrelsen.
Sammenhængende ruter og let adgang til information
Målet med Danmarks Naturstier er at gøre naturen mere tilgængelig på tværs af private, kommunale og statslige arealer. I dag hænger ruterne ofte dårligt sammen.
Derfor skal de eksisterende stier og ruter nu kortlægges, der skal udvikles kvalitetsstandarder for, hvilke stier der kan indgå i projektet, og så skal der etableres nye stier og ruter i hele landet. Målet er at få afmærket skønsmæssigt 15.000 km udvalgte ruter. Dertil har projektet som ambition at udvikle formidlingen af naturstierne i hele Danmark.
Det centrale omdrejningspunkt for formidling af ”Danmarks Naturstier” bliver den eksisterede platform Udinaturen.dk, der bliver udviklet, så brugere nemt kan finde dén natursti, der er tættest på dem. Dertil kommer opsætningen af op mod 1.000 infotavler og skiltning.
Samarbejde på tværs af kommuner, stat, fond og foreninger
Danmarks Naturstier bliver dermed det nationale ophæng til formidling, koordinering og etablering af rekreative ruter i hele Danmark.
Danmarks Naturstier skal udfoldes i samarbejde med både eksisterende og nye ruter, og på tværs af kommuner, stat, private fonde og foreninger baseret på frivillighed.
Danmarks Naturstier vil i første omgang have særligt fokus på vandreruter for gående.
Kort og kontant
Naturstyrelsen
2024-2028
50 mio. kr.
130 mio. kr.
Få mere at vide
Naturstyrelsen
20128409