Unikt medielaboratorium skal styrke børn og unges forståelse for medier, film og teknologi
Nu skal danske børn blive bedre til at håndtere moderne medier og teknologi. Et nyt, mediepædagogisk lab på Dokk1, der er støttet af en række fonde, skal klæde kommunens børn og unge på til en stadig mere digital fremtid.
Digital dannelse er vigtig for børn og unge
IRIS lab, Aarhus Bibliotekernes nye mediepædagogiske indsats på Dokk1, bliver fremover stedet, der skal give skoleelever, foreninger og andre biblioteksbrugere mulighed for at stifte bekendtskab med, opleve eller arbejde produktivt med ny teknologi og medier.
De besøgende i IRIS skal lære om den medieteknologi, der ligger bag de medieprodukter, de selv er storforbrugere af. De skal lære at forholde sig kritisk til medierne blandt andet ved selv at producere nyheder og fortællinger og anvende de virkemidler, der er del af medieformaterne. Ved et besøg i IRIS lab, vil børn og unge fx stifte bekendtskab med motion capture, virtuel produktion, podcast eller andre medier, de ikke har til rådighed på skolerne eller derhjemme.
IRIS Lab har været nogle år undervejs, hvor bibliotekerne i samarbejde med skoler, børn, unge, lærere og eksperter har udviklet, testet og udforsket en bred vifte af formater og forskellige teknologi- og undervisningstilbud inden for film, podcast, lyd, extended reality og grafiske fortællinger.
Realisering af et fysisk lab
Med støtte fra Nordea-fonden, Salling Fondene, A.P. Møller Fonden, William Demant Fonden og Det Danske Filminstitut har IRIS lab nu fået mulighed for at realisere de fysiske rammer for medielaboratoriet.
Resultatet bliver et mediemiljø i Dokk1 med seks produktionsstationer, hvor der gives indsigt i mediernes tilblivelse, virkemidler og funktion, produceres og bygges bro mellem film, medier og teknologiforståelse.
Samskabelse og digital dannelse
Et af IRIS labs formål er at styrke børn og unges kritiske sans blandt andet ved, at man i IRIS lab i fællesskab eksperimenter med medieformaterne og dyrker kreative, æstetiske kompetencer gennem aktiv deltagelse i film- og medieproduktioner.
IRIS lab er blevet til i et større samarbejde mellem Aarhus Bibliotekerne, Filmby Aarhus og Det Danske Filminstitut. Dette tværfaglige samarbejde kommer nu børn og unge i Aarhus til gode.
IRIS lab placeres i Dokk1 med satellitter ud i kommunen. Takket være fondsbevillingerne kan IRIS lab over de næste år tage fysisk form i Dokk1, en lokalitet, der gennem inddragelse af borgere, skoler, lærere og kompetente fagfolk, indrettes til formålet.
Det forventes, at stationerne åbner løbende, og at det færdige IRIS lab står klar i 2025.
Kort og kontant
Aarhus Bibliotekerne
2023-2025
5 mio. kr.
9,5 mio. kr.
Få mere at vide
Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune
4022 8799