Nyt eksperiment med unge i Faaborg-Midtfyn Kommune
Unge mangler steder at mødes, hvor de selv er med til at skabe fællesskab og bevægelse. Derfor kigger Faaborg-Midtfyn kommune nu på at deltage i et nyt, ambitiøst projekt, hvor gadeidrætsorganisationen GAME, støttet af Nordea-fonden og i samarbejde med kommuner og deres unge, skal skabe nye innovative faciliteter.
Mere gadeidræt
Faaborg-Midtfyn Kommune er i spil som den første kommune, der med gadeidræt og street kultur skal få flere børn og unge med i aktive fællesskaber. Projektet skal samtidig give plads og støtte til de fællesskaber, der allerede findes i kommunen.
Kommunen skal over de næste to år være med til at udvikle det nye projekt sammen med GAME og lokale aktører. Børn, unge, fritidsklubber, foreninger og selvorganiserede gadeidrætsmiljøer bliver engageret i udvikling af det nye facilitetskoncept kaldet ’Street Hubs’.
GAME vil være ansvarlige for udviklingsprocessen, mens kommunen skal hjælpe med den lokale kontekst og kendskab. Udover den støtte, som Nordea-fonden bidrager med – bl.a. 1.7 mio. kr. til anlægget – investerer kommunen også 1,7 mio. kr. til den nye facilitet og målet om at skabe mere trivsel og fællesskaber for unge i kommunen. De endelige budgetforhandlinger om dette er endnu ikke fastlagt, men et positivt Kultur- og lokalsamfundsudvalg ser muligheder i projektet.
Hvorfor gadeidræt?
Projektet hedder #MEREGADE og skal skabe flere mangfoldige fællesskaber for børn og unge, hvor gadeidrættens sociale, demokratiske og kulturelle værdier forløses i højere grad end det sker i dag.
Gadeidræt har et unikt potentiale, fordi den med tilgængelighed og fleksibilitet har vist sig særligt egnet til at inkludere børn og unge, der traditionelt set er mindre tilbøjelige til at dyrke idræt.
Lander projektet i Faaborg-Midtfyn Kommune, starter en proces, hvor GAME først samler lokale viden og inddragelse. Det vil indgå i udviklingen af den konkrete facilitet, hvor arkitekter bliver involveret sammen med de lokale aktører. Undervejs tester GAME og brugere de forskellige koncepter, som kommer ud af brugerinddragelsen. Går alt efter planen, så står en facilitet klar i 1. kvartal af 2024. Målet med projektet er dog ikke faciliteten alene, men nærmere det epicenter, som faciliteten skal skabe for unges fællesskaber og muligheder for at bevæge sig, udvikle sig og tilegne læring, som de kan bruge videre i livet.
Unges trivsel
Ny rapport fra VIVE viser en klar sammenhæng mellem unges fysiske aktivitet og livstilfredshed og deres fremtidige uddannelse og beskæftigelse. Og det er netop de to forhold, som GAME, Nordea-fonden og Faaborg-Midtfyn kommune vil styrke med projektet her:
Flere gode liv i lokalsamfundene
Projektet er en del af Nordea-fondens fokus på børn og unges fællesskaber og lyst til at deltage, også lokalt:
Kort og kontant
GAME
2022-2027
28,8 mio. kr.