Nyt akademi for unge skal være katalysator for samfundsengagement
Med støtte fra Nordea-fonden og Tuborgfondet igangsætter Ungdomsbureauet nu Akademiet for samfundsengagerede unge (ASU). Akademiet er sat i verden for at vække, gribe og understøtte unges engagement, der hvor de er.
Unge vil skabe positiv forandring
I tæt samarbejde med ungdomsuddannelser på tværs af landet vil Akademiet for samfundsengagerede unge (ASU) give unge mod til at engagere sig i samfundet og konkrete redskaber til at omsætte deres engagement til handling. Elever, der deltager i ASU, bliver en del af et fællesskab og et læringsforløb, hvor de får viden og støtte til at iværksætte egne projekter, der kan sprede ringe i vandet. Forløbene og projekterne I ASU bliver skabt og forankret i samarbejde med lokale civilsamfundsaktører og ungemiljøer.
Grobund for demokratisk selvtillid
I august 2023 gik 19 rektorer sammen og advarerede om udviklingen på ungdomsuddannelserne i en kommentar i Berlingske: “Dannelsen, livsglæden og trivslen bliver smadret, og uddannelsessystemet italesættes og opfattes mere som en markedsudsat afdeling af arbejdsmarkedet.” ASU er ikke løsningen alene, men kan være med til at tackle samfundsudfordringer som mistrivsel og mangel på demokratisk selvtillid.
Samfundsengagementet er brændstof for demokratiet
Jo flere måder samfundsengagement kan udfolde sig på, jo stærkere et demokrati vil vi få. ASU’s vision er at medvirke til at skabe de mest samfundsengagerende ungefællesskaber i danmarkshistorien og herunder at bygge bro mellem unge, ungdomsuddannelser, ungekulturplatforme og samfundet rundt om. ASU vil opmuntre til nysgerrighed og give plads til fejl for at bidrage til unges demokratiske selvtillid og skaberglæde som et modsvar til perfektheds- og præstationskultur.
Tuborgfondet har tidligere støttet ASU i form af et pilotprojekt:
ASU tager afsæt i Ungdomsbureauets kerneværdier: Ejerskab, fantasi og mod. Projektet bliver realiseret i et tæt samarbejde med Kaospilot-uddannelsen, der skal være med til at løfte visionen og ambitionerne for det nye akademi.
Kort og kontant
Ungdomsbureauet
2023-2027
8,5 mio. kr.
Få mere at vide
Ungdomsbureauet
28762274