Millionstøtte skal styrke idrætten i udsatte boligområder
DIF get2sport, der hjælper idrætsforeningerne og børnene i landets udsatte boligområder, får vigtig støtte fra Nordea-fonden. Støtten holder hånden under udviklingen i boligområderne i 2023-25 og har blandt andet betydet, at 1.982 har deltaget i fodboldskoler og 159 i håndboldskoler i 2023.
Stor opbakning til get2sport-indsatsen
Siden 2005 har DIF get2sport-indsatsen hjulpet børn og unge i udsatte boligområder til at blive aktive i idrætsforeninger landet over. Ved udgangen af 2022 udløb en fondsstøtte, så indsatsen stod til at blive kraftigt beskåret i 2023. I stedet kan den fortsætte og fokuseres, efter at Nordea-fonden har valgt at støtte DIF’s arbejde med 19 millioner kroner over tre år.
Støtten har været afgørende for, at get2sport i 2023 har sat rekord i både medlemmer og deltagere på fodbold- og håndboldskoler. Med støtten kan de unge og de hårdtarbejdende frivillige i idrætsforeningerne i de udsatte boligområder fortsat få opbakning af DIF get2sport, og en særlig indsats rettet mod pigerne kan accelereres med målet at få minimum 500 flere børn i DIF get2sport-foreningerne i 2025.
Særligt fokus på piger
En målrettet indsats rettet mod pigerne i de udsatte områder bliver central i de kommende år. Piger med anden etnisk baggrund er markant underrepræsenterede, når det gælder idrætsdeltagelse. De seneste år har DIF get2sport dog med en målrettet indsats formået at skabe en positiv udvikling blandt pigerne i de udsatte boligområder, og støtten fra Nordea-fonden er med til at sikre, at denne udvikling kan fortsætte.
Det skal blandt andet ske gennem fodboldskoler for de allermindste børn, satellitaktiviteter helt tæt på pigernes hjem samt opsøgende indsatser hos forældrene.
Ved de netop overståede Get2 Fodboldskoler blev der sat rekord med 1.982 deltagere. Heraf var en tredjedel piger.
Kort og kontant
Danmarks Idrætsforbund (DIF)
2023-2025
19 mio. kr.
Få mere at vide
Danmarks Idrætsforbund (DIF)
6055 9849