Millioner til bedre ammevejledning

Komitéen for Sundshedsoplysning vil med 'Amning - en god start sammen' udvikle og afprøve en ny ammevejledning, der skal øge ammevarigheden og styrke forældrenes handlekompetencer. Nordea-fonden støtter med 5,1 mio. kr.

En god start på amningen

Mange nybagte mødre ophører med amningen tidligere end de ønsker. Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning, indtil barnet er omkring seks måneder. Alligevel bliver kun ca. 60 pct. af alle børn på landsplan ammet fuldt i fire måneder. Det skal et nyt projekt i Region Syddanmark og Nordjylland være med til at lave om på.

Projektet hedder ’Amning – en god start sammen’ og har til formål at udvikle og afprøve en ammevejledning, der skal medvirke til at øge ammevarigheden, styrke forældrenes handlekompetence, samt have særligt fokus på den sociale ulighed i relation til amning. 

”Vi er meget positive overfor projektet. Vi kan se, der er et behov for, at nybagte forældre får en ensartet vejledning, der taler ind i deres behov. Vi ved, at den første tid er rigtig vigtig, og at en god start er afgørende for, at amningen lykkes til fulde”, siger Dorte Fischer, næstformand i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.

Vejledningen kommer netop til at tage afsæt i forældrenes behov og skal samtidig sikre konsistens mellem den støtte, forældrene får på fødestederne og i den kommunale sundhedsplejeordning.

Flere børn skal blomstre i de spæde år

Projektet gennemføres i perioden fra eftersommeren 2020 til udgangen af 2023 i et samarbejde mellem Kompetencecenter for Amning, Københavns Universitet og sundhedsplejerskeordninger i Region Syddanmark og Nordjylland. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Den Obelske Familiefond.

"Vi ser, at der er en stor social ulighed i forhold til amning. Det vil Nordea-fonden sætte fokus på, så vi er med til at sikre, at alle børn får de bedste muligheder for at blomstre allerede i de spæde år. Derfor støtter vi projektet ’Amning – en god start sammen’", fortæller direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.

Det er håbet, at projektet på sigt kan bane vejen for en ændret ammevejledning i hele landet.

"Vi ser frem til at følge dette nyskabende pilotprojekt, og vi håber på gode resultater for familierne i Syd- og Nordjylland, og at der senere bliver mulighed for at udbrede erfaringerne til resten af landet," fortæller John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond, som også støtter projektet.

I løbet af de 3½ år projektet varer, skal det evalueres både kvantitativt i en randomiseret undersøgelse samt kvalitativt via interviews. Evalueringen varetages af en ph.d. studerende under kyndig vejledning af lektorer fra Københavns Universitet.

Kort og kontant

Projektnavn
Amning - en god start sammen
Projektejer

Komiteen for Sundhedsoplysning

Projektperiode

2020-2023

Støttet med

5,1 mio. kr.

Få mere at vide

Ingrid Maria Susanne Nilsson
Chefkonsulent, Ph.d.

Komiteen for Sundhedsoplysning

2267 2006

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.