Millioner til at kickstarte motionsløb over hele landet

Med en ny Løbspulje på 5 mio. kr. vil Nordea-fonden give rygvind til foreningernes mindre motionsløb i hele Danmark. Foreninger kan søge op til 10.000 kr. i støtte og få løbstrøjer med eget tryk til alle deltagere.

Genstart af lokale motionsløb

I underskoven af de store populære motionsevents som CPH Half, Royal Run og DHL Stafet, findes der myriader af mindre motionsbegivenheder. De foregår i de nære omgivelser med deltagere i løbesko og vandrestøvler, i våddragter og kajakker, på cykler, boards og rulleskøjter.

Lokalt er der en stærk tradition for at bevæge sig sammen, drevet frem af frivillige og engagerede ildsjæle i foreningerne. Men det seneste år har mange af disse løb været aflyst eller udskudt grundet corona.

Med et faldende smittetal vil Nordea-fonden med Løbspuljen på 5 mio. kr. give et bidrage til at genstarte og revitalisere de mange mindre udendørs motionsløb.

”De mindre lokale motionsbegivenheder udgør en vigtig del af det danske idrætsbillede – både i de små bysamfund og i de større byer, hvor de er årlige aktive samlingspunkter for lokalbefolkningen. De bidrager til at skabe en klar identitet og styrker den lokale sammenhængskraft,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Søg Løbspuljen her

Fakta
  • Der kan søges om enten 5.000 eller 10.000 kr. til afvikling af løb med 50-500 deltagere.
  • Foreninger og andre almennyttige nonprofit-organisationer kan søge puljen. 
  • Det er nemt at søge, og alle får svar inden for tre uger. Der kan søges løbende indtil puljen på 5 mio. kr. er tom.
  • Løbspuljen er målrettet det lokale, frivillige foreningsliv over hele landet. F.eks. lokale idrætsforeninger og -klubber og andre foreningstyper, herunder beboerforeninger, borgerforeninger, bylaug, spejdere m.fl.
  • Støttede foreninger tilbydes også løbstrøjer med eget tryk til alle deltagere.
  • Der afholdes normalt årligt ca. 1.200 motionsløb i Danmark, hvor  82 pct. af disse motionsløb (løb kun), svarende til 984 løb, har mindre end 500 deltagere. Kilde: DAF 2013.

Støtte til 600 motionsløb i hele Danmark

Fonden ser et stort og spirende potentiale i nye motionsformer og nye rekreative fritidsaktiviteter, som for alvor er ved at få vind i sejlene.

Løbspuljen skal bidrage til at bakke op om og revitalisere de traditionsrige ’gamle kendinge’, ligesom puljen kan være en katalysator for igangsættelsen af nye mindre lokale motionsbegivenheder i det fri i alle egne af landet.

Nordea-fonden forventer at støtte op til 600 mindre lokale motionsbegivenheder, der motiverer til mere bevægelse i det fri og bidrager til at flere får sved på panden i fællesskab med andre i lokalområdet.

Løbspuljen kan søges af foreninger, som vil arrangere mindre, lokale motionsbegivenheder som ’motionsløb’ med 50-500 deltagere, der foregår udendørs, og hvor deltagerne bevæger sig fra A til B. F.eks. ved at løbe, cykle, gå, svømme, padle, ro, rulle eller skate.

Får man støtte til sit løb, tilbyder fonden også gratis løbstrøjer til alle løbsdeltagere med foreningens eget logo påtrykt.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Kort og kontant

Projektnavn
Nordea-fondens Løbspulje
Projektejer

Nordea-fonden

Projektperiode

2021

Støttet med

5 mio. kr.

Få mere at vide

Marie Høstrup Andersen
Projektleder Løbspuljen

Nordea-fonden

4070 3772

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.