Flere idrætsfællesskaber til børn og unge i Grønland

UNICEF og GIFs mission om at få flere børn til at være fysisk aktive får nu et rygstød af Nordea-fonden. Med støtten kan idrætsprojektet Ataatsimoorluta Aalasa nu udrulles i hele landet.

Flere børn og unge godt på vej gennem idrætsfællesskaber 

Med en støtte på 7 mio. kr. baner Nordea-fonden nu vejen for, at UNICEF og Grønlands Idrætsforbund (GIF) kan fortsætte arbejdet for at få børn over hele landet til at dyrke idræt og udvikle sig i en sund retning fysisk såvel som mentalt.

Midlerne tildeles Ataatsimoorluta Aalasa-projektet, der sigter mod at give børn og unge de bedst mulige forudsætninger for et godt liv ved at kombinere børns rettigheder med aktiviteter og idræt i foreningslivet.

Projektet udrulles i samarbejde med Paarisa, KNI, og Center for Folkesundhed i Grønland. En analyse af de grønlandske idrætsvaner fra 2020 viser, at kun ca. 28 % af børn under 18 år er medlem af en idrætsforening.

Ataatsimoorluta Aalasa-projektet vil have flere børn til at opleve glæden ved at være en del af idrættens fællesskaber og samtidigt sikre rammerne for det gode børnemiljø i idrætten

Vi er meget glade for, at Nordea-fonden har valgt at støtte vores arbejde for at sikre et inkluderende idrætsmiljø med tryghedsskabende trænere, frivillige og ansatte, der kender til og arbejder ud fra børns rettigheder. Alle børn har ret til et godt liv med tryghed, sunde relationer og anerkendelse, og vi ved, at stærke idrætsfællesskaber kan skabe glæde og styrke følelsen af at høre til,
siger programchef i UNICEF Grønland, Maliina Abelsen.

Projektet er bl.a. støttet af Nordea-fonden:

Alle børn og unge fortjener en god start på livet. Med projektet sikrer vi, at langt flere børn og unge i Grønland får muligheden for at indgå i foreningslivets idrætsfællesskaber på en tryg og inkluderende måde. Nordea-fonden uddeler årligt 10 mio. kr. til projekter i Grønland, som skaber gode liv – og det her er et stærkt eksempel på, hvordan man kan hjælpe flere børn og unge godt på vej,
siger uddelingschef i Nordea-fonden, Christine Paludan.

Pilotprojekt i Qeqqata Kommunia

Et pilotprojekt er allerede igangsat i Qeqqata, hvor alle indsatser i Ataatsimoorluta Aalasa bliver afprøvet og tilpasset, inden det udrulles til resten af landet.

Derudover er flere af indsatserne til det landsdækkende projekt også i opstart i tæt samarbejde medaktører fra projektets følgegruppe; Politiet hjælper med at indhentning af børneattester for trænere og frivillige i foreningslivet bliver nemmere, og der arbejdes sammen med kommunerne på en ensrettet procedure for indhentning af disse. Medarbejdere i KNI modtager kompetenceudvikling for at sikre, at projektet når helt ud i de små byer og bygder.

En bred indsats

Projektet bliver udbredt til hele Grønland, når erfaringerne fra et nuværende pilotprojekt i Qeqqata Kommunia ligger klar i slutningen af året.

Målet er, at indsatserne er iværksat over hele landet inden 2025. Center for Folkesundhed bistår med udvikling og dokumentation af projektets indsatser, der skal sikre et solidt vidensgrundlag for projektet hele vejen igennem.

Vi ved, at sport og idræt kan gøre underværker i forhold til, at børn og unge føler sig som en del af et fællesskab. Samtidig er idræt og bevægelse sundt, og vores vision er, at vi bliver verdens mest fysisk aktive land i 2030. Det kræver dog helt nye metoder for at få flere med ind i fællesskabet, og det skal dette projekt være med til,

udtaler generalsekretær for Grønlands Idrætsforbund, Jonas Jensen og peger blandt andet på, at idrætsfællesskaber kan centrere sig om mange forskellige bevægelsesformer.

“Vandring, gadefodbold og selvorganiseret idræt tæller også”, udtaler Jonas Jensen. Paarisa er partner i projektet og ser også store perspektiver i samarbejdet:

Dette samarbejde, med fokus på sunde og inkluderende fællesskaber for børn og unge med tryghedsgivende voksne, er en sundhedsfremmende indsats, som er i fuldstændig tråd med Inuuneritta III ́s formål med, at der skal etableres meningsfulde fritidstilbud for børn inden for fysisk aktivitet. Det brede samarbejde i Ataatsimorluta Aalasa giver mulighed for, at vi kombinerer viden, ressourcer og kompetencer på tværs for at nå vores mål for at fremme det gode børneliv, 
siger afdelingschef i Paarisa Tina Evaldsen.
Fakta om Ataatsimoorluta Aalasa – Bevægelse i Fællesskab
  • Et 4-årigt samarbejde mellem UNICEF Danmarks kontor i Grønland, Grønlands Idrætsforbund (GIF) i partnerskab med Paarisa og med støtte fra KNI A/S, Politiet og Center for Folkesundhed i Grønland.
  • Projektet blev lanceret i Katuaq den 24. november 2021.
  • Hovedformålet er at skabe trygge og sunde rammer for børn i idrættens verden baseret på børns rettigheder. Herudover skal projektet medvirke til, at endnu flere børn i fremtiden er fysisk aktive ved at dyrke idræt – samt at de udvikler sig i en sund retning fysisk såvel som mentalt.
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden, KNI, IKIIN og Sportsgoodsfonden

Kort og kontant

Projektnavn
Bevægelse i Fællesskab - Ataatsimorluta Aalasa
Projektejer

Grønlands Idrætsforbund og UNICEF Danmark i Grønland

Projektperiode

2023-2025

Støttet med

7 mio. kr.

Få mere at vide

Bjørn Søvsø Jensen
Projekt - og udviklingskonsulent

Grønlands Idrætsforbund

+45 93 90 15 10

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.