38 mio. kr. skal hjælpe kulturhuse med at realisere deres drømmeprojekter
Fællesspisning, strikkeklubber, keramikværksteder, urban gardening, skateparker og meget mere. Med Nordea-fondens støtte får 54 kultur- og aktivitetshuse rundt omkring i Danmark nu mulighed for at engagere endnu flere borgere – med nye faciliteter, udstyr og sociale og kulturelle aktiviteter. Særligt de unge har store planer i støbeskeen.
Nye mødesteder og aktiviteter er på vej - i hele landet
Det syder og bobler med nye initiativer i de danske kulturhuse – fra Ølgod i Vestjylland til Østermarie på Bornholm. I alt har 254 kultur- og aktivitetshuse i de seneste måneder budt ind med idéer og aktiviteter, der på forskellig vis kan styrke foreningslivet og de lokale fællesskaber i Danmark. 54 konkrete projekter får nu støtte fra Nordea-fondens Kulturhuspulje.
25 bliver til 38 mio. kr. pga. stor efterspørgsel
Samlet uddeler Nordea-fonden støtte for i alt 38 mio. kr. fra Kulturhuspuljen – og dermed hæves den oprindelige uddelingsramme på 25 mio. kr. med yderligere 13 mio. kr. for at imødekomme den store efterspørgsel og interesse, som puljen har affødt rundt omkring i landet.
De støttede projekter fordeler sig bredt i landets fem regioner:
- Region Hovedstaden: 12 projekter / 8,8 mio. kr.
- Region Midtjylland: 15 projekter / 12,2 mio. kr.
- Region Nordjylland: 11 projekter / 6,9 mio. kr.
- Region Sjælland: 10 projekter / 6,7 mio. kr.
- Region Syddanmark: 6 projekter / 3,4 mio. kr.
Grøn ansvarlighed og bæredygtighed fylder mere og mere
Fællesnævneren for størstedelen af de 54 projekter, der nu får støtte af Nordea-fonden, er et stort fokus på social ansvarlighed – og ikke mindst bæredygtighed, når det gælder miljø og klima. I støbeskeen er Co2-besparende fællesspisninger, urban gardening, foredrag om bæredygtigt byggeri, klimavenlig mad og regenerativt landbrug – samt nye værksteder for grønne iværksætter og mødesteder, hvor klimaet er på dagsordenen.
I Randers vil det nye bæredygtighedshus ‘No.17 – Huset for bæredygtig handling’ f.eks. give de lokale borgere mulighed for at få ny viden og skabe nye fællesskaber med fokus på klima og bæredygtighed, mens Audebo Pumpestation ved Lammefjorden bliver omdannet til et nyt møde- og lærested med fokus på klimaændringerne og de udfordringer, der knytter sig til håndtering af vand, land og kyster.
Foruden de mange, nye grønne tiltag, er der mange projekter, hvor social ansvarlighed er et vigtigt omdrejningspunkt. Det gælder bl.a. hos Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen i København, der har planer om at lave et mobilt kulturhus, der kan bringe kunst og kultur tæt på borgerne i de almene boligområder i bydelen.
Nye mødesteder til unge dukker op i hele landet
Udover de grønne ambitioner har en stor del af projekterne fokus på at udvikle aktiviteter til mange af de befolkningsgrupper, der ikke på forhånd bruger kulturhusenes tilbud – ikke mindst unge samfundsborgere.
Nye projekter – udviklet af unge til unge – er bl.a. på vej i i den gamle stationsbygning i Tarm (Furniture Station) og på Mors, hvor UNG KULT vil etablere et nyt, bæredygtigt medborger- og kulturhus med fokus på unge. Kulturfabrikken i Nykøbing Falster, Guldborgsunds eneste børne- og ungekulturhus, etablerer helt nye udendørs faciliteter med Nordea-fondens støtte, mens Ungehuset Værket i Vejle vil give de unge mulighed for at prøve kræfter med selv at skabe kulturarrangementer og samtidig søsætte nye spændende tiltag, bl.a. en kulturbus, der kan bruges til pop-up koncerter og fællesspisninger.
Nåede I ikke at søge Kulturhuspuljen, så er der andre støttemuligheder:
- Dele-puljen: Op til 15.000 kr. til dele- eller låneudstyr
- Liv i det lokale: Op til 200.000 kr. til lokale projekter
Kort og kontant
Nordea-fonden
2023
38, 1 mio. kr.