124 vilde idéer til flere gode liv i byerne
Nordea-fonden har modtaget 124 projektidéer fra hele landet i første ansøgningsrunde til Her gror vi-puljen. Drømme om grønne åndehuller i byerne og stærke lokale fællesskaber går igen. Puljen kan søges frem til 22. februar 2023.
Drømme om grønne byrum
Fra Aalborg i nord til Rødby i syd. Fra Esbjerg i vest til København i øst. Danskernes lyst til at skabe grønnere og stærkere bysamfund er stor, og den dækker bogstaveligt talt hele landet.
Nordea-fonden har netop modtaget 124 ansøgninger i første ansøgningsrunde til Her gror vi-puljen, der skal få bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse.
Der er dog fortsat gode muligheder for at søge puljen, der er åben indtil 22. februar 2023.
Blandt ansøgerne drømmer mange om at skabe grønnere byrum, mens der også er en klar efterspørgsel på fælles haver og dyrkningsarealer. Det er idéen om en permahave centralt i København og en bibliotekshave i Midtjylland gode eksempler på.
Men blandt forslagene er også blå samlingssteder i byerne eksempelvis friluftsbade, der fint lever op til støtteforudsætningen om, at projekter skal komme mange til gode og indeholde udendørs aktiviteter.
Ønsker opholdssteder ved vandet
Biodiversitet og vild natur fylder også meget – gerne i kombination med aktivitets- og legepladser. Det gælder f.eks. drømmen om vilde skolehaver i Holbæk og en legeplads skabt af genbrugsmaterialer på Nordfyn.
En tredje tendens er idéer med afsæt i den blå natur: Havet, havnemiljøer, åer og saunaer. Mange foreninger ønsker sig opholdssteder tæt ved vand, ligesom sø- og havnebade kan få et helt nyt liv med midler fra puljen.
Hvem der opnår støtte i første ansøgningsrunde offentliggøres i marts 2023.
Fokus på bæredygtighed
De 124 ansøgninger udgør et potpourri af unikke idéer med afsæt i bynatur, men alligevel viser en række tydelige tendenser sig – bl.a. også affødt af, at Nordea-fonden stiller krav om fokus på miljømæssig og social bæredygtighed.
“Med Her gror vi-puljen forsøger vi at inspirere ansøgerne til at tage flere bæredygtige valg, som både kan smitte positivt af på fællesskabet og klimaet. Hvis vi allesammen ændrer en lille smule på vores adfærd, så vil det tilsammen gøre en stor forskel,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
I alt har Nordea-fonden afsat 50 mio. kr. til Her gror vi-puljen, og der kan søges fra 200.000 kr. til 1 mio. kr. pr. projekt.
Kort og kontant
Nordea-fonden
2022-2023
50 mio. kr.
Få mere at vide
Nordea-fonden
4070 3772