Naturpark Vesterhavet
Naturpark Vesterhavet formidler områdets natur og kulturhistorie på 20 nye tema-stier ved hjælp af digital teknologi.
Med Naturpark Vesterhavet har Varde Kommune realiseret et nyskabende projekt, som formidler områdets natur og kulturhistorie på 20 nye tema-stier ved hjælp af digital teknologi. Stierne har deres udspring fra seks formidlingspunkter spredt over Naturpark Vesterhavets cirka 22.500 hektar.
Projektets formål er at gøre naturparkens spændende historier tilgængelige ude på stedet - lige når det passer en. Det skal få flere ud i naturen og give skolebørn, børnefamilier og alle andre lyst til at besøge museer og andre udstillinger. Naturparken blev indviet 26. april 2015.
Vestkysten ved Varde rummer en enestående natur med mange historier. Historier som for alvor bliver interessante, når de bliver fortalt og formidlet på stedet. Nordea-fonden er glad for at støtte projektet, som vil trække flere ud at opleve denne store natur.
Enestående naturområde
Naturpark Vesterhavet blev udnævnt til Jyllands første naturpark – under Friluftsrådets kvalitetsmærkningsordning 'Danske Naturparker' støttet af Nordea-fonden.
Naturparken ligger som et 9 kilometer bredt bælte langs kysten mellem Blåvandshuk og Nymindegab på et 22.500 hektar stort areal. Naturpark Vesterhavet byder på mange forskellige naturtyper og er af international betydning som europæisk fuglebeskyttelsesområde.
Med sin særlige egnskarakteristiske natur præget af klitlandskaber, heder, kystnære søer og et rigt fugleliv, udgør Naturpark Vesterhavet et enestående naturområde. Etableringen af Naturpark Vesterhavet skal bidrage til videreudviklingen af naturoplevelserne i området og give befolkningen endnu bedre muligheder for friluftsoplevelser.
”Vi ønsker Naturpark Vesterhavet et stort tillykke med mærkningen 'Danske Naturparker'. Det er et vigtigt skridt for Friluftsrådet at udnævne den første Danske Naturpark i Jylland. Forhåbentligt bliver det til stor glæde og gavn for både naturen og befolkningen, der får nye muligheder for at opleve en særlig natur og sætte fokus på lokal identitet og udvikling," siger Flemming Larsen, der er formand for Danske Naturparkers Nationalkomite og medlem af Friluftsrådets bestyrelse.
Kvalitetsmærke for besøgende
Mærket 'Danske Naturparker' fortæller besøgende, at foruden en enestående natur, kan de også møde særlige faciliteter, som giver gode friluftsoplevelser og formidler naturen. Det kan være stisystemer, overnatningspladser, naturvejledning, bådebroer eller andre faciliteter, der gør oplevelserne i naturen bedre.
I Naturpark Vesterhavet er blandt andet Blåvand Naturcenter og Filsø omdrejningspunkter for mange spændende naturoplevelser for hele familien. Nordea-fonden støttede udviklingen af naturparken med 5,4 mio. kr. Pengene gik bl.a. til at formidle naturparkens natur- og kulturhistorie på 20 nye tema-stier ved hjælp af digital teknologi.
Naturparken blev udviklet lokalt som et samarbejde mellem flere parter; herunder Varde Kommune, Forsvaret, Naturstyrelsen Blåvandshuk og Aage V. Jensen Naturfond. For at få mærket Danske Naturparker skal 10 kriterier være opfyldt, og der skal laves en plan for konkrete projekter og aktiviteter de kommende 5 år, som kan forbedre naturen og mulighederne for friluftsliv.
Danske Naturparker i Danmark
Naturpark Vesterhavet var det andet naturområde i Danmark, der opnåede status som Naturpark.
Naturpark Åmosen på Sjælland, Naturpark Maribosøerne, Naturpark Amager, Naturpark Mølleåen, Naturpark og Naturpark Nakskov Fjord er eksempler på andre naturområder, der lever op til de 10 kriterier, der er nødvendige for at få mærket Danske Naturparker.
Også andre kommuner arbejder med naturpark-konceptet, der er udviklet over en årrække af Friluftsrådet i samarbejde med kommuner og organisationer.
Mærkningsordningen er støttet af Nordea-fonden, som vil gøre det lettere for flere at få oplevelser i naturen:
"Der findes stor natur i Danmark. Det sætter Danske Naturparker fokus på med formidling og tilgængelighed, så der bliver store naturoplevelser til flere mennesker. Med Danske Naturparker håber vi, at flere inspireres til at komme ud i naturen, og at der bliver bedre muligheder for mange gode friluftsoplevelser," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Links
Kontakt
Kort og kontant
Varde Kommune
5.400.000 kr.
11.000.000 kr.
Få mere at vide
Varde Kommune - Teknik og Miljø
79946961