Krible Krable
Projektet Krible Krable har skabt flere levesteder for smådyr og inspirereret (by)børn og voksne til at gå på opdagelse i den nære natur.
Krible Krable bidrager til livet i byen for både små børn og små dyr ved bl.a. at skabe flere levesteder for de små dyr og inspirere børn og voksne til at gå på opdagelse i den nære natur.
Alt for mange tror, at de skal rejse langt for at opleve naturen, og så glemmer de krattet, søen og græsplænen lige uden for hoveddøren. Med Krible Krable håber vi, at forældre og pædagoger bliver inspireret til at se nye muligheder i den bynære natur, så vores børn uanset bopæl kan få et godt, nysgerrigt og trygt forhold til at færdes i naturen og lærer at værne om den
Jord under neglene på alle danske børn
Visionen med projektet Krible Krable var, at børn, uanset om de bor i byen eller på landet, bliver nysgerrige på naturen og får lyst til at udforske og værne om den. Det kan ifølge Naturvejlederforeningen opnås, hvis børn møder naturen i deres dagligdag.
Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang samarbejdede omkring Krible Krable i 2016-18. Det betød, at naturvejledere over hele landet inviterede børn og voksne med på Krible Krable arrangementer i maj måned samt tilbød kurser og faglig inspiration til det pædagogiske personale i daginstitutioner og på skoler.
DR Ramasjang lod det hvert år krible og krable på tv og app den sidste uge i maj. Gennem tv-programmer som bl.a. MikroMakkerne ønskede DR Ramasjang at inspirere de 3-7 årige børn til at gå på opdagelse efter smådyr i den nære natur.
Succesen med Krible Krable projektet var stor og fik ambitionerne til at vokse:
”Vi vil gøre maj måned til en landsdækkende Krible Krable-måned. Her opfordrer vi daginstitutioner, skoler, SFO´er og børnefamilier landet over til at komme ud i naturen – på smådyrsjagt i den nære natur, til lands, til vands og i luften. Dygtige naturvejledere landet over bakker op om Krible Krable måneden ved at tilbyde Krible Krable-arrangementer, kurser og workshops. Vi ønsker, at børn og voksne gennem små naturundersøgelser, leg og læring får øjnene op for, at den bynære natur er fuld af liv – naturen er lige uden for døren, uanset hvor du bor,” siger Jakob Walløe Hansen, formand for Naturvejlederforeningen i Danmark.
Kurser, inspirations- og undervisningsmateriale
Som led i projektet udbød Naturvejlederforeningen kurser, faglig inspiration, samt undervisnings- og inspirationsmateriale målrettet pædagoger og lærere. Materialet og kurserne skulle understøtte pædagogernes og lærernes arbejde med at gennemføre undervisningsforløb, projekter og aktiviteter, målrettet børn i daginstitution og indskoling.
Pædagogernes og lærernes involvering i Krible Krable kunne for eksempel være tilrettelæggelse af længerevarende Krible Krable-projekter med udgangspunkt i de seks læreplanstemaer, eller udeskole og tværfaglige undervisningsforløb med Krible Krable som tema.
Krible Krable-jagt under åben himmel og på skærmen
Krible Krable udfoldede sig i maj måned, i store og små byer i hele Danmark. Her stod professionelle naturvejledere for arrangementer for daginstitutioner, skoler og børnefamilier i den bynære natur.
Sideløbende viste DR Ramasjang hvert år Krible Krable tv den sidste uge i maj. Tv-kanalen viste blandt andet tv-programmet MikroMakkerne, hvor børneværterne Selma og Milton var på smådyrs-jagt i naturen sammen med en naturvejleder. DR Ramasjang relancerer hvert forår Krible Krable på deres app og tv on demand.
Gode liv for småbørn og smådyr
Krible Krables mål var at bidrage til gode liv i byen for både små børn og smådyr bl.a. ved at skabe flere levesteder for smådyr og inspirere børn og voksne til at gå på opdagelse i den nære natur.
Det var dermed et projekt, som er i tråd med Nordea-fondens øvrige arbejde med at fremme aktive, sunde liv og naturoplevelser.
”Alt for mange tror, at de skal rejse langt for at opleve naturen, og så glemmer de krattet, søen og græsplænen lige uden for hoveddøren. Med Krible Krable håber jeg, at forældre, pædagoger og lærere bliver inspireret til at se nye muligheder i den bynære natur, så vores børn, uanset bopæl, kan få et godt, nysgerrigt og trygt forhold til at færdes i naturen og lærer at værne om den,” siger Henrik Lehmann Andersen, som er direktør i Nordea-fonden.
Kort og kontant
Naturvejlederforeningen
4,8 mio. kr.
4,8 mio. kr.
Få mere at vide
Krible Krable
5356 6640