Ofte stillede spørgsmål

Som kandidatstuderende kan du søge Nordea-fondens legat til studieophold i udlandet. Her finder du svar på de typiske spørgsmål, vi modtager fra studerende.

Spørgsmål og svar

  • Støtter Nordea-fonden studieophold i udlandet for universitetsbachelorer, MBA- studerende eller ph.d.-studerende?
    Nej. Puljen er forbeholdt professionsbachelor- og kandidatstuderende.
  • Støtter Nordea-fonden ophold, der er baseret på E-learning?
    Nordea-fonden støtter ikke ophold, som er baseret på e-learning. Vi vægter den kulturelle og sociale del af udlandsophold højt.
  • Kan jeg søge, selvom jeg er bachelorstuderende på ansøgningstidspunktet?
    Ja, det kan du godt. Din bacheloruddannelse skal dog være afsluttet inden påbegyndelsen af det udlandsophold, som du skal på i forbindelse med din kandidatuddannelse. Vær opmærksom på, at Nordea-fondens legater kun uddeles til studieophold i udlandet, der finder sted på kandidatuddannelser og professionsbacheloruddannelser - og altså ikke ophold, der finder sted på bacheloruddannelser.
  • Kan jeg søge, selvom jeg er taget af sted?
    Ja, men dit ophold må ikke være afsluttet inden du modtager svar på din ansøgning.
  • Jeg tager en hel kandidat eller fuld uddannelse i udlandet og optjener derfor ikke ECTS-point, men en anden form for merit. Hvad skal jeg skrive ved ’Merit der optjenes på udlandsopholdet (antal ECTS)’ i ansøgningsskemaet?
    Hvis du tager en hel kandidat eller et fuldt studium i udlandet, bedes du under dette felt i ansøgningsskemaet skrive det antal ECTS-point, som din uddannelse i udlandet vil svare til på en dansk uddannelsesinstitution.
  • Mit ophold har ændret karakter siden ansøgningsfristen er udløbet. Hvad skal jeg gøre?
    Vi modtager ikke nye motivationsbeskrivelser eller justeringer i budgettet efter ansøgningsfristen. Har de formelle betingelser omkring dit studieophold ændret sig siden ansøgningsfristen, skal du kontakte os. Hvis dit ophold har ændret karakter pga. Covid-19, så kontakt os med det samme.

  • Hvornår er det bedste tidspunkt at søge?
    Vi anbefaler dig at vente til ca. et halvt år før, du skal afsted. På det tidspunkt bør du vide tilstrækkeligt om dit ophold, og du vil kunne indsende den nødvendige dokumentation inden for en rimelig tidsramme, hvilket giver os de bedste muligheder for at vurdere din ansøgning.
  • Hvordan ser en god ansøgning ud?
    En god ansøgning er gennemarbejdet, velmotiveret og overskuelig. Og så er det tydeligt, at du har sat dig ind i og opfylder vores kriterier for at søge et legat. Din motivation for udlandsopholdet skal både rumme en faglig og en personlig dimension. 
  • Jeg kan ikke finde ansøgningsskemaet?
    Ansøgningsskemaet er tilgængeligt online via vores ansøgerportal. Ansøgninger modtages kun elektronisk.
  • Hvor længe er ansøgningsskemaet åbent?

    Ansøgningsskemaet er tilgængeligt hele året og der gives svar fire gange årligt.

  • Jeg skal skrive mit speciale i udlandet. Kan jeg søge støtte til det?
    Nej, Nordea-fonden støtter ikke specialeskrivning i udlandet. 
  • Jeg skal på feltarbejde i udlandet. Kan jeg søge?
    Nordea-fonden uddeler kun legater til feltpraktik, som er en form for feltarbejde. Feltpraktik adskiller sig fra feltarbejde ved at forudsætte, at du er tilknyttet en udenlandsk institution under opholdet og indgår en praktikaftale, som din vejleder på dit danske, grønlandske eller færøske uddannelsessted skal godkende. 

  • Jeg er udenlandsk studerende. Kan jeg søge?
    Alle studerende med et dansk CPR-nummer og som er indskrevet på en dansk, grønlandsk eller færøsk uddannelsesinstitution har mulighed for at søge. Husk, at ansøgningen skal være på dansk.
  • I am a foreign student, can I apply?
    Yes, all students enrolled at a Danish, Greenlandic or Faroese master degree can apply. Please note that you need to have a Danish Social Security Number (CPR-number) to apply and you must write your application in Danish. 

  • Må jeg skrive min ansøgning på norsk, svensk eller andre sprog?
    Nej, kun ansøgninger på dansk kommer i betragtning.
  • Am I allowed to write my application in English?
    No, only applications written in Danish are eligible for a grant.
  • Skal jeg angive et ønsket beløb for legatet i min ansøgning?
    Nordea-fonden uddeler i faste legatportioner, og størrelsen på legatet vurderes ud fra den individuelle sag. Egne ønsker tages dermed ikke i betragtning.
  • Skal jeg have en konto i Nordea Bank for at kunne søge Nordea-fondens legat?
    Det har ingen indflydelse på vurderingen af din ansøgning, hvilket pengeinstitut du benytter.

Dokumentation og budget

  • Jeg får først den nødvendige dokumentation efter ansøgningsfristen. Kan jeg søge alligevel?
    Ja, det kan du godt. Men upload din dokumentation løbende, så snart det er muligt. Legatet kan ikke udbetales før, du har uploadet al nødvendig dokumentation på din profil i sagssystemet, og vi har godkendt det.
  • Nordea-fonden har tildelt mig et legat, men jeg har ikke den nødvendige dokumentation endnu. Hvad gør jeg?
    Vi fratager dig ikke legatet blot fordi, du endnu ikke har al din dokumentation. Men upload dokumentationen så snart du har den og gerne løbende. Legatet kan ikke udbetales før, du har uploadet al dokumentation på din profil i sagssystemet, og vi har godkendt det.
  • Bør jeg uploade anbefalinger, CV o. lign. i min ansøgning?
    Anbefalinger, CV o. lign. indgår ikke i vurderingen af din ansøgning.
  • Hvad skal mit budget indeholde?
    Skriv budgettet så fyldestgørende som muligt for hele perioden (ikke per måned). Alle de udgifter du har i forbindelse med dit ophold skal inkluderes. Det er for eksempel udgifter til mad, visum, flybilletter, bolig, tuition fee mm. Af indtægter kan nævnes SU, udlandsstipendium, andre legater, m.m. Husk desuden at oplyse SU efter skat under ”indtægter”.
  • Skal I se mine kvitteringer o. lign.?
    Senest 2 måneder efter dit ophold, skal vi modtage en slutrapport samt dokumentation for rejseudgifter. Dette kan eksempelvis være fly- eller togbilletter.
  • Hvad skal slutrapporten indeholde?
    Slutrapporten skal kort redegøre for dit ophold og maks. fylde en halv side, og du skal indsende dokumentation for rejseudgifter. I rapporten skal du besvare følgende spørgsmål:
    • Hvordan har dit ophold bidraget til din faglige og personlige udvikling?
    • Hvad er én af dine bedste oplevelser fra opholdet?
  • Skal jeg indberette mit legat til SKAT?
    Nej, du skal ikke indberette dit legat til studieophold i udlandet til SKAT. Nordea-fonden er forpligtet til at indberette alle legatuddelinger til SKAT, men disse indberettes som ikke-skattepligtige legater. Læs evt. vejledningen på SKATs hjemmeside

Når du har søgt om et legat

  • Hvornår får jeg svar?
    Alle ansøgere får skriftligt svar på deres ansøgning. Se i skemaet nedenfor, hvornår du kan forvente svar på din ansøgning. Du kan finde svar på "Min side" online under "Dokumenter". 
  • Ansøg senest Få svar på din ansøgning i:
    31. januar Ultimo marts
    30. april Medio juli
    31. august Medio oktober
    31. oktober Medio december
  • Jeg har modtaget et legat, hvornår bliver det udbetalt?
    Dit legat vil blive udbetalt efter vi har modtaget og godkendt den nødvendige dokumentation.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.