Ungdomsøen
Ungdomsøen åbnede i august 2019 og er et unikt udviklingsfyrtårn for hele Danmarks ungdom.
Ungdomsøen åbnede i august 2019 og er en vild aktivitetsplatform og et udviklingscenter for hele Danmarks ungdom. Ungdomsøen er en ø for unge udviklet af unge.
Visionen med Ungdomsøen er at styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden, fællesskabet og udvikling af vores samfund. Vi håber, Ungdomsøen bliver et fantastisk fyrtårn for udvikling af unge.
- Ungdomsøen har samlet de vigtigste erfaringer fra øens første års levetid i en statusrapport for projektet Explorer Island II, der skulle sikre at Ungdomsøen blev søsat på bedste vis. Du kan finde rapporten her, hvis du har lyst til at dykke ned i og lære om alle de processer, der har været med til at sikre en fantastisk start til Ungdomsøen.
- Ungdomsøen har samlet viden og læring fra renoveringsprojektet i en rapport. Her kan I finde tips og tricks til alt fra rådgivningsproces, myndighedsbehandling og inddragelse af frivillige. Læs med her.
- Ungdomsøens fællesskab har været en tur under luppen og er blevet kigget på med kritiske øje. Det er der kommet minirapporten "Et fællesskab i bevægelse” ud af. Læs med her.
Ny bevilling i 2022
Unge fra hele landet kan fortsat tage til Ungdomsøen for at samles på tværs, være med til arrangementer og udvikle projekter, de drømmer om.
Nordea-fonden støtter Ungdomsøen med 28 mio. kr., og bevillingen løber fra 2022 til og med 2025. Den skal støtte op om organisationens udvikling, vidensdeling, partnerengagement og styrke unges engagement. Ungdomsøen drives af unges initiativer. De støttes i at skabe egne aktiviteter, som får nye ungebevægelser til at vokse frem.
Ungdomsøen deler viden og metoder til at styrke ungeengagement, så flere organisationer kan få glæde af unges drivkraft. For Dea Forchhammer, der er direktør ved Ungdomsøen, viser støtten tro på projektet og behovet for, at unge i højere grad bliver hørt.
Med Nordea-fondens støtte kan Ungdomsøen fortsætte rejsen og visionen om at være platform for de næste generationers samfundsbevægelser. Her styrkes unge i at være engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden og udviklingen af vores samfund.
En ø for unge udviklet af unge
En ø fuld af aktiviteter for unge udviklet af unge. Det var idéen, da den nystiftede Middelgrundsfond i 2015 overtog Middelgrundsfortet i Øresund.
Og den idé blev til virkelighed i august 2019, hvor Ungdomsøen åbnede. Målet er at skabe en ø, der bliver centrum for hele Danmarks ungdom med fokus på fællesskab, friluftsliv og udfordringer.
Ungdomsøen skal være platformen for de næste generationers vigtigste samfundsbevægelser. Den skal styrke generationer af unge i at blive aktive, engagerede og nysgerrige mennesker.
Nordea-fonden har støttet Ungdomsøen flere gange med afsæt i, at øen bliver et fantastisk fyrtårn for udvikling af unge fra hele Danmark.
Et øhav af aktiviteter
Ungdomsøen er en vild aktivitetsplatform og et udviklingscenter for hele Danmarks ungdom – det er en ø, hvor alle landets unge kan arrangere vilde events, deltage i engagerende kurser og møde nye venner.
Unge kan selv skabe og gennemføre aktiviteter, og de kan mødes med andre og skabe nye fællesskaber på tværs af ungdomskulturer.
En vigtig præmis for øen er at skabe plads til at både debattøren, holdspilleren, rollespilleren, atleten, digteren, spejderen, programmøren, danseren, musikeren og alle andre unge, så de kan samles om hver deres unikke aktivitet på øen. Samtidig med at de kan mødes i nye aktiviteter og fællesskaber på tværs.
Det skaber grobund for en ny bevægelse, der sætter unges ressourcer i centrum med reel indflydelse, meningsfyldte fællesskaber og bæredygtig samfundsudvikling i højsædet.
Ungdomsøen skal skabe medskabere
Ungdomsøen vil være med til at skabe positive forandringer i hele Danmark ved at støtte unge i at skabe aktiviteter, kurser og idéer for andre unge. Der gives derfor stor plads til, at de unge selv udtænker og udfører aktiviteter.
Det betyder, at udformningen af øen ikke dikterer en særlig brug eller særlige aktiviteter, men til gengæld giver unge mulighed for selv at bestemme, hvordan de vil bruge Ungdomsøen.
Natur og kultur som inspirationskilde
Før ungdommen kunne tage det gamle søfort i brug, skulle fortet igennem en omfattende renovering både indvendigt og udvendigt.
Renoveringen involverede blandt andet tidssvarende faciliteter med forskellige samlingsrum og grupperum, et stort spisehus samt mere end 500 sovepladser både inde og ude. Den unikke natur på øen danner både ramme om udfordrende adventure-aktiviteter og fungerer som mødested, køkkenhave, spiseplads og soveplads.
"Øen har en helt unik placering, hvor man på én gang kan føle sig langt fra civilisationen og samtidig tæt på storbyen og dens mange muligheder. Den følelse og den rå kontrast mellem det menneskeskabte og det naturlige skal vi bevare. Samtidig skal renoveringen og ombygningen foretages med stor respekt for kulturhistorien samt med minimal belastning af miljøet og med bæredygtige installationer," siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Ungdomsøen.
Samarbejdspartnere
Indhold og aktiviteter på Ungdomsøen udvikles i tæt samarbejde med fonde som Nordea-fonden, Trygfonden, TuborgFondet og stærke kernepartnere som Foreningen SPEJDERNE og landets fem spejderkorps, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Folkehøjskolernes forening i Danmark (Højskolerne), Roskilde Festival, Efterskoleforeningen og Friskolerne mf.
Kernepartnerkredsen repræsenterer nationalt mere end 670.000 medlemmer, 145.000 frivillige, 870 skoler og 72 ungdomsorganisationer.
Kort og kontant
Fonden for Ungdomsøen
173,1 mio. kr.
Få mere at vide
Fonden Ungdomsøen