Legater til studieophold i udlandet

Sofie Birk i Washington DC
Nordea-fonden uddeler årligt 5 mio. kr. til studieophold i udlandet. Legatportionerne er på op til 30.000 kr. Legatet skal understøtte, at den studerende kan rejse ud i verden og tage en del af sin uddannelse dér med henblik på at:
  • Tilegne sig faglige kvalifikationer, der ikke kan fås på uddannelsesinstitutionen i Danmark
  • Lære at begå sig i en global verden og arbejde sammen med mennesker med en anden baggrund end ens egen
  • Få globalt udsyn
  • Få gode og spændende oplevelser og erfaringer med sig i livet
Hvem kan ansøge?
For at komme i betragtning til et legat skal følgende gælde:
  • Studieopholdet skal omfatte undervisning eller praktik i udlandet i en sammenhængende periode af mindst et år. Hvis undervisningen/praktikken er en meritgivende del af et dansk uddannelsesforløb, kan perioden være mindre end et år, dog mindst et semester.
  • Der skal være tale om en uddannelse på kandidatniveau, og studieopholdet skal afsluttes med eksamen.
  • Din bacheloruddannelse skal være afsluttet inden påbegyndelsen af det udlandsophold, du søger om støtte til. Er bacheloruddannelsen ikke afsluttet på ansøgningstidspunktet, kan et eventuelt legat først udbetales, når du fremsender dokumentation for en bestået bachelorgrad. Du skal under udlandsopholdet være tilknyttet en uddannelsesinstitution.
  • Hvis du søger støtte til et praktikophold, skal praktikken være en integreret, meritgivende del af din kandidatuddannelse og mindst vare et semester.
  • Du må ikke være berettiget til løn/dagpenge under opholdet, og du må ikke tidligere have modtaget et legat til studieophold i udlandet fra Nordea-fonden. Vi støtter ikke studerende, der har afsluttet en kandidatuddannelse.

Indberetning til SKAT
Nordea-fonden er forpligtet til at indberette evt. legatuddeling til SKAT. Du skal derfor indtaste dit CPR-nummer ved ansøgning om studierejselegat. Læs mere om Nordea-fondens behandling af persondata her.

Studierejselegater er normalt ikke skattepligtige. Reglerne fremgår af Ligningsloven - læs mere i vejledningen på SKAT's hjemmeside

ansøgningsfrist og -skema

Ansøgningsfristen er to gange årligt: 1. maj og 1. november. Benyt vores digitale ansøgningsskema. Vi anbefaler, at du først læser brugervejledningen.

Ansøgningskemaet kan ikke udfyldes i Safari eller Google Chrome, så brug en anden browser, evt. Mozilla Firefox eller Internet Explorer.

Brugervejledning til ansøgningsskemaet

Har du spørgsmål, så send en mail til studierejselegat@nordeafonden.dk. Vi giver ikke uddybende begrundelse for afslag.

I 2009 modtog vi 1.923 ansøgninger og 355 studerende fik et legat i størrelsen 10.000-30.000 kr.
Thomas Holm, Colorado

studerende skriver hjem


Læs rejsebreve fra nogle af de studerende, Nordea-fonden har givet et legat med ud i verden.
Nordea Fonden Logo